14. december 1914. SMS Dresden ankrer op i sikkert skjulested

Senest ændret den 7. januar 2015 12:19

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden. Som det eneste skib i den tyske eskadre undslap det fra slaget ved Falklandsøerne. Nu skjulte det sig i skærgården ved sydspidsen af Sydamerika.

SMS_Dresden.jpg

Den næste Morgen skulde jeg paa Vagt ved Maskinen Klokken fire, og saa snart jeg var tørnet ud, løb jeg hen til et Koøje for at se, om vi var kommet ud i aaben Sø. Det var vi imidlertid ikke. Paa begge Sider af os var Land, skovklædte eller nøgne Bjerge, over hvis Udløbere Morgentaagen laa som et let Slør.

Da Vagten var forbi, sejlede vi stadig under Land, og Dagen gik, uden at vi kom ud paa det aabne Hav. Det varede i Virkeligheden to Maaneder, inden vi fik Land af Sigte, og dette var den første af vore mange Rejser gen­nem Ildlandets krogede og snirklede Virvar af Kanaler og Sunde.

Vi sejlede meget langsomt, formodentlig baade for at spare paa Kullene og af Hensyn til Farvandet, der saa ud til at være meget vanskeligt og sandsynligvis ogsaa utilstrækkeligt opmaalt som de fleste af de mindre Pas­sager i denne vældige Skærgaard, men ud paa Dagen naaede vi da vort Maal, en lille Bugt næsten lukket af skovklædte Klipper.

Hvorledes vor Navigationsofficer, Kaptajnløjtnant Wieblitz, fandt Indgangen til denne skjulte Bugt (Hewett Bugten ved Udløbet af Adelaide Passagen), var en Gaade for os Menige, men da vi ende­lig hørte Ankeret rasle ud i den lille lukkede Bugts spejl­blanke Vand og fik at se, hvor velbeskyttet vi laa, gik der en almindelig Følelse af Lettelse og Befrielse over hele Skibet.

Denne Gang fik Englænderne os altsaa heller ikke, men de var ikke langt fra det. Fra Radiomandskabet fik vi hurtigt at vide, at vi i Løbet af den korte Nat var passeret tæt forbi engelske Skibe, der havde brugt deres Radio. Det havde kun været faa Minutter og faa Sømil, der paa et vist Tidspunkt af Natten skilte os fra vore Forfølgere, Vi havde allesammen ventet at faa netop disse faa Minutters Uheld, der skilte os fra de en­gelske Kanoner, og derfor aandede vi lettet op, da vi saa os omkring i den trygge Havn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *