Senest ændret den 26. juli 2017 10:28
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86‘eren H.C. Brodersen fortæller:
Paa den nordlige Side af Aisnefloden, den 13. September 1914.
Jeg havde troet, at det i Modsætning til Fremmarch, kunde gaa tilbage uden at komme i Klammeri med Fjenden. Men, Gud bedre! Knap nok var vi i Middags som sidste Trop fulgt efter Armékorpset, før der kom Melding om, at Franskmændene havde besat Højderne ned til Aisnefloden, saaledes at vi havde Floden paa venstre Side og Fjenden til højre for os.
Forude, vel et Par Kilometer fremefter, laa Broen, som vi skulde over, men det skulde altsaa ikke gaa saa let at naa over den frelsende Bro, thi de første Geværkugler suste os nu om Ørerne.
I en Haandevending var Batallionen i Kampstilling, og vort Kompagni svingede i Skyttekædeformation ud til højre, hvor vi besatte Kanten af en lille Skov. Et Batteri, der var kørt foran os paa Landevejen, drejede deres Skyts, hvor de stod, og før vi var naaet i Stilling, drønede deres Skud hen over Hovederne paa os.
Fra Højderne forude kunde vi tydeligt se Franskmændene i deres røde Benklæder komme stormende frem, og snart var vi indviklet i en Geværild af det mest forrygende Tempo. Det knitrede og bragede allevegne, og Fjendens Kugler slog Klask i Trætoppene over Hovederne paa os, saa Grene og Blade røg til alle Sider. Artilleriet sparede ikke paa Krudtet, men gav, hvad det havde. Stillingen var kritisk, men vi havde Pligt til at sikre Tilbagetoget, og det lykkedes ogsaa nogenlunde at holde Fjenden i Skak.
Efter et Par Timers Forløb blev det dog mærkværdig roligt omkring os, og Fjenden var ogsaa blevet mere nærgaaende. Delingsføreren gav Hans Blom og mig Ordre til at gaa tilbage for at skaffe Underretning om Forbindelsen, der ikke mere syntes at være tilstede.
Vi naaede tilbage til Landevejen, hvor det ikke saa godt ud. Fra alle Sider strømmede Kammeraterne til i Retning af Broen, der kunde øjnes langt forude, og selv Artillerihestene syntes at vejre noget usædvanligt. De løb frem og tilbage og med Halen lige i Vejret. En Artilleriofficer mente til min Forespørgsel, at det dog var ganske usandsynligt, at der endnu opholdt sig nogen forude, da der dog for lang Tid siden var givet Ordre til at komme tilbage. „Vi har løst vor Opgave og opfyldt vor Pligt, ” sagde han, „men se nu at komme tilbage, hvis ikke I vil i Fangenskab. Artilleriet har,” sagde han, „endnu kun faa Skud tilbage til den ene, endnu virkende Kanon, men efterlade een, endnu uafskudt Granat, det vil vi ikke.”
(… fortsættes under billedet)
Hans Blom syntes nu ikke at ville med tilbage til Delingen, og medens han søgte at befri en Hest, der havde faaet begge Forben fast i Tøjlerne og nu stod og dansede rundt om sig selv, løb jeg tilbage til Kammeraterne, der ikke anede, at de om faa Minutter var prisgivet Fangenskabets Lod.
Omgaaende blev der nu givet Ordre til Tilbagetog, men enkelte Kammerater, der havde søgt Dækning bagved en Halmstak længere ude, naaede ikke ind til os. De hørte vore Raab om at komme tilbage, men Franskmanden havde opdaget dem, og tog dem under Ild, da de krybende søgte at naa ind til os. Alle maatte de segne under Fjendens Kugler, og iblandt dem var Hans Rossen fra Hostrupskov, der haardtsaaret maatte i Fangenskab. Han raabte til os om at tage ham med tilbage, men det var den visse Død at vove et Forsøg.
De fleste af os naaede den frelsende Bro, i hvis Rækværk franske Geværkugler da allerede slog ind og som Opspringere, fo’r hylende omkring.
Paa den anden Side af Broen stod en Pionerunderofficer, der ved Kortslutning af en elektrisk Ledning skulde sende Broen i Luften. Vi var dog ikke alle naaet over, men de første Franskmænd viste sig nu ogsaa paa den, og Underofficeren mente nu, at det var paa Tide at sætte en Stopper for den videre Tilstrømning.
Med et Brag røg Broen i Luften, og mange maatte med den forsvinde i Aisnefloden. Vi kunde endnu se mange Kammerater komme løbende, men da de saa den sprængte Bro, smed de sig resolut i Vandet for at svømme over. Mange naaede over, men de fleste fandt Døden i Aisneflodens graagule, mudrede Vand.
Fjendens Granater søger endnu at indhente deres undslupne Bytte, men vi ligger udenfor deres Rækkevidde, trætte og oprevne, og ventende paa, at vi i Læ af Mørket og ugenert af Fjenden kan fortsætte Tilbagemarchen.