Paa Lasarettet, Marts 1915.
Et Døgn igennem havde Kanonerne drønet; man anede, at der var „noget paa Færde“. Paa Lasarettet var der Uro blandt Personalet, man løb frem og tilbage, talte de ledige Senge og opstillede nye, Man ventede Tilgang.
Og lidt over Middag indtraf de første Saarede, støvede, sortsmudsede i Ansigtet, de fleste med den ene Arm i Bind, nogle med Hovedet tilbundet.
Hos mange sivede det røde, varme Blod endnu gennem Forbindingen og dryppede langsomt ned paa Gulvets Fliser. Men ingen klagede over Smerter, og med god Appetit fortærede de det solide Maaltid, der sattes for dem.
Og saa fortalte de om Oplevelserne ude paa Valpladsen. Tre Gange havde man stormet de fjendtlige Stillinger, og hver Gang havde Døden gjort sit rige Bytte. Blege, blodige laa nu de unge kraftige Legemer derude paa de af Granaterne gennempløjede Marker.
Flere og flere strømmede til i Løbet af Eftermiddagen, og alle fandt de god Modtagelse paa Lasarettet.
Imidlertid sænkede Natten sig over Jorden, og dækkede med sit Slør over Krigens Rædsler og menneskelig Ufuldkommenhed.
Men paa Lasarettet vaager man denne Nat. Stadig iler Lasarettogene og Lastautomobilerne gennem Nattens Mulm, og bringer de mange haardt saarede og lemlæstede Mænd bort fra Valpladsen. Hver Plads paa Lasarettet bliver optaget. Stønnen og Jamren lyder over alt.
Her ligger en ung Soldat, vist næppe tyve Aar, med svære Underlivssaar; han vrider sig i Smerte og krummer sit Legeme sammen i et Nøgle. Hist ligger en ældre, skægget Landeværnsmand. Han er ramt af flere Kugler og har mistet meget Blod. Hans Lemmer er kolde og stive. Lægerne giver ham Saltvandsindsprøjtning, men alt forgæves; Livet ebber ud. Med sin blodige højre Haand vinker han. „Jeg kommer siger han. Og atter stønner han flere Gange sagte: „Aa, det var saa koldt derude!“ Kort efter har han udaandet.
T h. k .