12. oktober 1917. “Baade Mennesker og Dyr sloges da ogsaa i denne Jungle”. Nis Kock overværer en kamp til døden.

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni.  Efter et lykketræf med en læge, der var i besiddelse af flydende kinin, mod hans efterhånden kroniske malaria, havde Kock fået det meget bedre.

Stache havde ladet mig sove i Haab om, at jeg saa hurtigere kom til Kræfter, og Miraklet var sket. Den kraftige Indsprøjtning havde gjort mig til et nyt Menneske.

Jeg blev liggende lidt og nød Hvilen og Følelsen af at være rask. Efter almindelige Begreber var jeg det langtfra og kunde først blive det efter en meget grundig Behandling, men i Forhold til, hvad jeg havde prøvet i de sidste Maaneder, havde jeg det straalende.

Blot var det kedeligt, at jeg ikke havde nogen nævneværdig Udsigt til oftere at løbe paa en elskværdig Læge, der havde flydende Kinin parat til en medtaget Malariapatient. Som jeg laa dér i disse afvekslende behagelige og mindre behagelige Tanker, saå jeg en heftig Bevægelse i en Busk tæt ved mit Leje, og min Nysgerrighed var straks vakt.

Havde det været, før jeg fik denne mirakuløse Kininindsprøjtning, vilde det ikke have rørt mig, om Busken var gaaet sin Vej. Nu var det ganske anderledes. Jeg saå nøje efter og opdagede snart, hvad der skete inde i Busken.

Det var en lang og modbydelig slimet Slange, der var kommet i Kamp med en Kamæleon. Baade Mennesker og Dyr sloges da ogsaa i denne Jungle, og her som dér var Kampen næsten afgjort.

Det var Slangen, der var Sejrherre.

Den store Kamæleon var mere end halvdød, da jeg fik Øje paa den, og den fik Banesaaret kort efter. Slangen besaa den vurderende paa alle Leder og Kanter og begyndte saa med uendelig Langsomhed at nedsvælge sit Bytte.

Havde Kamæleonen været levende, vilde jeg have skredet ind noget før. Nu ventede jeg, til dens Halespids var forsvundet ind i Slangens Gab, og Størsteparten af dens Krop sad som en uformelig Klump i Slangens Spiserør, som maatte være spilet op til Bristepunktet. Saa listede jeg forsigtigt min Parabellum Pistol frem.

Nu skulde Kamæleonen hævnes.

Jeg havde hele Tiden holdt med den, fordi den var langt den mindste. Haanden rystede ikke det mindste — det var den velsignede Kinin — og jeg følte mig ganske sikker paa Skuddet. Bang!

Parabellumen kastede det rygende afskudte Hylster ud i en smuk, funklende Bue, og Laasen lukkede sig slubrende om en ny Patron. Slangen gled ned fra Busken som en Klud, og Ramasan kom springende til og gav den Naadehugget med en tyk Stok.

Stache kom og spurgte, om jeg var begyndt paa en ny Krig, og jeg pegede paa Slangen. Vi lo begge to. Jeg havde ikke lét i Maaneder. Saa stod jeg op, og kort efter gik Safarien videre.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *