10. juli 1917. Ved Arras: “Vi sprang op og løb frem, løb for livet”

Senest ændret den 1. december 2019 14:36

Laust Fogtmann, Gesing pr. Skærbæk, gjorde krigstjeneste i IR163, der i foråret 1917 blev indsat ved Arras.

Forplejningen, som vi fik, var ikke den bedste, og det kostede altid Menneskeliv at faa den frem.

Efterhaanden var der gaaet ni Døgn,  og vi var ikke blevet afløst endnu.

Det var for Resten ogsaa  vanskeligt at faa Afløsningen frem.

Ved Mørkets Frembrud skulde vi igen paa udsat Post. Det var tavse mænd, der traskede fremad, og Nerverne var ved at komme i  Uorden. Vi syntes, at det Hele var ét Kaos. Jeg fik Ordre til at hente  Haandgranater, men hvor de skulde hentes, anede jeg ikke. Jeg fandt  heller ingen, men jeg fik den tanke at prøve at komme bort, mens Tid var.

Jeg mødte en Soldat, som var saaret i Benet. Vi prøvede at komme  ud af denne forfærdelige Trommeild. Ved Daggry var vi naaet saa langt, at vi var naaet ned i en Lavning, som blev krydset af en Vej,  men der var sat en Bom tværs over Vejen. Den ene Salve faldt efter  den anden. Vi skulde nødvendigvis igennem her. Vi blev enige om, at  saa snart der kom et lille Ophold i Skydningen, skulde vi tage  Chancen.

— Og nu kom der en lille Standsning. Vi sprang op og løb frem, løb for  livet, indtil den næste Salve kom. Hurtigt søgte vi Dækning i et Granathul, og saa snart der var Lejlighed til atter at løbe, styrtede vi frem.

Jeg slap fra det med Livet i behold.

Et par Dage senere kom det store  Angreb. Regiment 163 blev revet op, og kun faa kom tilbage.  Blandt dem, der satte Livet til, var min gode Kammerat Mikkel  Petersen fra Hjerpsted.

DSK-årbøger 1960

3 tanker om “10. juli 1917. Ved Arras: “Vi sprang op og løb frem, løb for livet””

      1. Til Linda Lauridsen.

        Tak for din kommentar.
        Jeg har nu oprettet en personlig side for Laust Andersen Fogtmann.

        Han har bl.a. skrevet 2 artikler til DSK Årbøger.

        Hvis du evt. har supplerende oplysninger om ham eller fotos er du meget velkommen til at sende det til mig via mail.

        Med venlig hilsen
        Hanne C. Christensen
        Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *