10. februar 1918 – Hans Brink: “… dette vemodsfulde og taknemlige Minde”

Den 20. februar1918 bragte Flensborg et mindeord over Hans Brink, der var faldet den 10. februar 1918.

Hans Brink
Redaktionen har modtaget følgende:
Saa brat, Saa brat er der i de sener Aar tit sat Punktum for en Ungdoms Drømme eller en Mands Virken. Med Sorg og Vemod vil Hans Brinks mange Venner og Bekendte erfare, at han nu ogsaa hører til den Skare, vi i Fremtiden kun kan mindes. Tankerne gaar i første øjeblik ud til den unge Hustru, der sidder alene tilbage og som vi andre maa nøjes med Minderne om Hans Brink, til hende, som nu er ene om Hjemmet med Børnene, i det Hjem, der byggedes for saa kort Tid siden i Haab og Tro, med Grund i alt godt og ædelt, i Pagt med Livets største og skønneste Magter, og som nu maa savne dets bærende Kraft.

Hans Brink var ikke noget Gennemsnitsmenneske, hverken i den ene eller den anden Forstand. Han var et voksende og villende Menneske, ikke af dem for hvem alting straks falder let, men af dem, for hvem intet er for svært og koster for meget Arbejde, naar det kan tjene og fremme de Livsmagter, han lever med og paa. Han havde Vesterboens sejge Vilje, der kun saa nødigt giver tabt og aldrig opgiver noget, som engang har vundet hans Hu og Kærlighed. Arbejdet var for ham Vejen til personlig Uddannelse i enhver Retning; Arbejdet var for ham Midlet, som for enhver, der vil naa noget, men faa var saa arbejdsglade som han. „Om et Haab eller to blev brudt, blinker et nyt for dit Øje.” — Det gjaldt for ham. Ikke fordi han var Sangviniker, men fordi han aldrig kunde slippe Troen paa den Sag, han arbejdede for; han vilde dermed have mistet noget af det bedste og bærende i sit Liv. Hans Brink havde noget tungt ved sig, men det havde absolut intet med Træghed at gøre. Det bundede i den Alvor i bedste Forstand, som var hans udprægede Karaktermærke. Naar det tunge !i hans Karakter aldrig fik Lov til at tage Overhaand og lamme hans Arbejdslyst og Arbejdskraft, skyldes det hans stærke Tro paa alt godt, der havde sin Rod i hans stærke Gudstro. Han var stærk i Kraft af sin Tro.

Hans Brink hørte til dem. om hvem man siger, at han var født med en Gaard. Men hans Hu, stod til mere end at komme til at styre denne. I hvilket Samfund Hans Brink end var født, havde han næppe gaaet den slagne Landevej. Han var et Samfundsmenneske, med dyb Forstaaelse af Fællesskabet i et Samfund, og af den enkeltes Ansvar over for sine Medmennesker. Hvor Hans Brink end var kommen til at virke, vilde man have været sikker paa altid at finde ham Paa deres Side, der lider Uret, altid med til at arbejde for, hvad der er godt og ædelt. At svigte her vilde for ham have været at svigte sig selv.

Han var en god Kammerat, skønt man maaske ikke lærte at kende og skatte ham ret første Gang, man var sammen med
ham. Et Samvær med ham blev aldrig tømt og indholdsløst. Dertil var hans unge Personlighed for ægte og rig. Helst mindes jeg ham fra de Aar, da han stiftede sit unge Hjem, optagen af det, af sin Fædrenegaard og af alt, hvad der i enhver Henseende skulde gro og vokse derudfra. Man mærkede, hvorledes han følte sig knyttet til dette Hjem med alle sit Livs fineste Traade, hvorledes han slog Rod. Der var højt til Loftet i bedste Forstand i den vestslesvigske Bondegaards Stuer.

I Foraaret 1915 kaldte Pligtens Bud Ham fra dette Hjem. Han fulgte og adlød. Al Pligt var for ham selvfølgelig og hellig. For faa Maaneder siden var han hjemme paa Orlov — for sidste Gang. Vi faar ikke Hans Brink at se mere, men Mindet om ham vil leve iblandt os i lang Tid, i gode og onde Dage, dette vemodsfulde og taknemlige Minde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *