19. juni 1917. Taget til fange af dansktalende englænder

Hans Peter Schmidt fra Aabenraa blev taget til fange

Hvordan jeg blev taget til Fange? Jo, ser du, det skete en smuk Juni-Aften i 1917.

Vor hele Stilling var nogle usle Huller i Jorden med to og tre Mand i hver og med en Dør eller et Stykke Bliktag som Dækning. Og vor eneste Spærring forude var en  enkelt Pigtraad. Meget smaat og meget simpelt det hele.

Flyvere var hele Dagen gaaet lavt hen over os, og da Trommeilden om Aftenen hørte op, vidste vi, hvad der forestod. Jeg gjorde Underofficerstjeneste og gik, da Ilden hørte op, rundt til alle Kammerater for at se, hvorledes det stod til og for at forberede dem paa, hvad der var i Vente.

Paa venstre Fløj af mit Afsnit havde jeg to ganske unge Soldater staaende, og den ene af dem kommer løbende over til mig og fortæller, at den anden er stukket af bag ud, og at han ikke vil blive alene tilbage. Naa, han kommer saa med ned i mit Hul, og vi er nu tre Mand, som anstrengt staar og stirre r over imod Fjenden. Alt synes at være stille.

Pludselig lægger sig en Haand paa min Skulder, og da jeg vender sig om, staar der seks Englændere og griner ad os.

„Kom an, Fritz”, siger de, og vi følger med over til deres Grav. Naar undtages, at de tager vore personlige Ejendele som Souvenirs, er det gemytlige Svende, rigtig rare og flinke Folk.

Men lige saa let det var at komme bort fra vor Stilling, lige saa vanskeligt var det at forcere deres Stilling. Jeg skal love for, at der var af spærret, og det varede noget, inden vi kom igennem al den Pigtraad, de havde spændt ud. Det var Skotter,, der tog imod os, og der udspandt sig nu følgende Samtale mellem deres Oberst og mig:

„Hvor mange Maskingeværer har I i dette Afsnit, og hvor er de placeret?”

„Det ved jeg ikke”.

Han lo lidt smørret og viste mig en Kortskitse, hvor vore Maskingeværreder nok saa tydeligt og nøjagtigt var indtegnede.

„I skulde afløses i Nat Kl. 12. Kan du sige mig af hvem”?

„Jeg ved nok, at vi skulde afløses, men ikke af hvem”.

Igen lo han helt gemytligt og fortalte mig saa, hvilket Regiment der skulde afløse os, og hvad Regimentskommandøren hed.

Han kommer saa helt hen til mig, sér mig stift i Øjnene og siger: „Det er pænt af dig, at du ikke vil forraade dine Kammerater, og vi véd det jo ogsaa selv altsammen.”

Han ser igen stærkt paa mig og siger saa efter at have betænkt sig lidt: „Vi to maa nok hellere tale dansk sammen, det kan vi begge meget bedre end tysk”.

Han var Svensker og en gemytlig Svend.

DSK-årbøger, 1943.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *