1. Februar 1917 – Uindskrænket ubådskrig

Efter to års skyttegravskrig uden nævneværdige resultater og uden tegn på en snarlig afgørelse besluttede den tyske hærledelse at forsøge at vinde krigen til søs. Planen var ved en ubådsblokade at indskrænke tilførelsen af fødevare til Storbritannien. Da landet var  afhængig af import for at kunne brødføde sin befolkning, håbede man på den måde at kunne sulte briterne til overgivelse.

Med opbakning fra det tyske parlament indledte den tyske flåde derfor 1. februar uindskrænket ubådskrig i farvandet omkring De britiske Øer. I en spærrezone, der blev udvidet flere gange i løbet af året, risikerede alle skibe uanset nationalitet at blive sænket uden varsel. Det gjaldt også skibe fra de neutrale lande.

Den tyske admiralstab var gennem komplicerede beregninger kommet frem til, at man ved sænkningen af 600.000 bruttoregisterton om måneden ville kunne bringe Storbritannien til overgivelse i løbet af mindre end seks måneder. Truslen om uvarslet sænkning forventedes desuden at ville medføre et ophør eller kraftig indskrænkning i de neutrale rederes sejlads på Storbritannien, og dermed en yderligere reduktion i indførelse af fødevare.

Den 1. februar havde den tysk flåde 129 ubåde, 69 af dem opererede i Nordsøen. I løbet af de næste måneder lykkedes det dem rent faktisk omtrent at opfylde det opstillede mål, og situationen i Storbritannien begyndte at blive kritisk. Men da den britiske flåde indførte konvojsejlads, faldt antallet af sænkede skibe drastisk. Samtidig var Ententen i stand til at erstatte de sænkede skibe hurtigere end den tyske admiralstabs statistikere og økonomer havde forventet. Endelig betød sænkningen af neutrale skibe uden varsel, at USA i april erklærede Tyskland krig.

En tanke om “1. Februar 1917 – Uindskrænket ubådskrig”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *